Hvem er Kongerslev IF
Vores forening
Foreningen dannedes i 1935. Manufakturhandler Harry Sørensen var en af initiativtagerne. Fra starten var det et samarbejde mellem Sønder og Nørre Kongerslev og Komdrup. (Sjov fakta: Det første årskontingent var på 3 kr.)
I 1939 købte klubben et areal ved Danmarksgade af landmand/sognerådsformand Bertel Pedersen og herpå etableres sportspladsen. Først i 1944 kommer der et klubhus til. Det var i starten kun en simpel træbarak. En pompøs indgangsportal blev opført i 1945. Klubhuset blev for simpelt, så allerede i 1952 opførtes et egentligt hus (det nuværende på sportspladsen). Efter datidens forhold flotte faciliteter, men efter nutidens var det også ret simpelt.
I de første år havde foreningen kun fodbold og gymnastik på programmet, men efterhånden udvidedes med andre idrætsgrene: 1942: Badminton, 1943 :Håndbold, 1971: Bordtennis, 1973: Atletik, 1983: Folkedans.
I 1955 blev Sønder og Nørre Kongerslev Idrætsforeninger slået sammen, men samarbejdet knirkede meget i fugerne og blev hurtigt opløst igen. I 1957 blev der oprettet en selvstændig badmintonklub i byen – Kongerslev Badminton Klub KBK. Denne blev i 1970 nedlagt og badminton blev genoptaget i K.I.F. i 1972. Den højeste placering, som KIF har haft i fodbold, var i serie 1.