Indoor Bike

Indoor Bike er for alle

Indoor Bike er for alle, som synes det er fedt at cykle sammen med andre, til et velplanlagt program med lækker musik. Hos KIF Indoor Bike er alle medlemmer velkomne, der er plads til grin og hygge alt imens vi får pulsen op og sved på panden. Vores dygtige instruktører guider dig sikkert igennem timen, og står klar til at hjælpe dig. Ønsker du blot en prøvetime, så kontakt en instruktør.

Via Intelligent Cycling appen får du visuel assistance på din telefon til at se, om de rammer de rigtige belastningszoner, som er tilrettelagt, for at du får mest mulig ud af din træning. Ligeledes er musikken nøje udvalgt, så den hjælper dig til at holde motivationen igennem timen.

Vi kører på BodyBike Smart+ cykler og bruger Intelligent Cycling appen via din smartphone. På den måde kan alle køre samme hold, men med forskellig belastning. Det vil være en fordel at du har oprettet en profil inden du møder op, men har du brug for assistance, så hjælper instruktøren dig gerne i gang.

Hos KIF Indoor Bike afholder vi jævnligt events, hvor timen køres lidt ud over det sædvanlige. Det kan for eksempel være 2-timers hold, Tour de France-hold, events og Jule-Cycling. Her er der altid ekstra god stemning, og vi giver den hele armen på hygge, sved og god musik. Disse slås løbende op via hjemmesiden.

Cykelsko er en fordel og anbefales af instruktørerne. Vores pedaler passer til SPD/LOOK, SPD og standard klamper. Det er muligt at låne et par sko til en prøvetime.

Medbring altid rigeligt vand og håndklæde. Vi lover du får brug for det.

Er du nybegynder, så mød gerne op i god tid, så instruktøren kan hjælpe dig med korrekt indstilling af cykel, download af app. etc.

Vores forskellige hold

Begynder (ca. 45 min.) – 10 pladser:

Holdet er for dig, som er helt nybegynder, og gerne vil bygge formen op fra bunden og have styr på teknikken. Instruktøren står klar til at hjælpe dig med indstilling af cykel og app og sørger for, at du kommer godt i gang. Programmet er tilrettelagt efter, at du lærer cyklen og appen at kende, samtidig med at du får sved på panden.

Let øvede (ca. 45/60 min.) – 10 pladser:

Dette hold er for dig, som har mod på lidt mere. Når du har styr på cykel og app, så er dette holdet for dig. Instruktøren guider dig op i de lidt højere pulszoner, og hjælper dig på den måde, til at få øget din kondition. Er du nybegynder er du stadig velkommen, via appen har du stadig mulighed for at være med på dit eget niveau.

Øvede (ca. 60 min.) – 10 pladser:

Dette hold henvender sig primært til dig, som har prøvet det før. Tempoet og belastningen er højere og vi bevæger os i perioder op i de højeste pulszoner så du udvikler din kondition og styrke. Er du nybegynder er du stadig velkommen, via appen har du stadig mulighed for at være med på dit eget niveau.